By: lakruzz
On: Sunday, July 01. 2018
Tags: | Blodprop |
Jeg er her endnu
I dag er det Søndag, 1. Juli 2018. Det er den første dag i resten af mit liv. I går, som altså var den sidste dag i mit hidtidige liv vågnede jeg klokken 5 om morgenen med en underlig trykken i halsen og den øverste del af brystet.
Det gjorde ikke ondt, snarere en ømhed eller et tryk. Jeg stod op, kunne ikke holde ud at ligge ned, stod i køkkenet i ca 20 minutter og drak et par glas vand og ventede på at det skulle gå væk. Jeg synes det lettede lidt, men så alligevel ikke helt.
“Er det måske en allergisk reaktion?” Jeg tager en antihistamin.
Jeg var træt og prøvede at gå i seng igen, men lige da jeg lagde mig kunne jeg mærke, at det ville ikke fungere, så jeg tog min dyne med mig og gik ind på sofaen, så jeg måske kunne sidde lidt op og sove.
“Er det muskelspændinger?” Jeg tager en Ipren.
Så begyndte trykket at lette sig, eller faktisk måske snarer at brede sig. Ud i kæben og tænderne i venstre side, og ud i armen i venstre side.
“Venstre side - fuck!”
Google search: Trykken for brystet
“…hvis du har nogen af de her symptomer så er der ingen tid at spilde, ring efter en ambulance.”
Klokken er et par minutter i seks, jeg vækker Heidi: “Jeg tror du bliver nødt til at køre mig på hospitalet.” Heidi er oppe og i tøjet, starter bilen får bakket den ud af indkørslen, før jeg selv er færdig med at tage tøj på og får pakket min taske, med PC, en bog, min pung. Jeg kan ikke finde min pung! Heidi kommer ind og henter mig: “Vi finder den senere, lad os komme afsted.”
Vi kører af Kongevejen ind, der er ikke et øje, Heidi kører stærk. “Så hurtigt behøver det ikke at gå.” siger jeg, jeg er utilpas, men OK. Hverken svimmel eller usammenhængende blot den her trykken i halsen og brystet, som ikke rigtig letter. Heidi fortsætter ufortrødent i samme hæseblæsende fart.
Heidi kaster bilen ind på en parkeringsplads, hun holder oven på afmærkningen, jeg mumler noget med en bøde og om hun ikke lige skal rette op. “Det må vente” svarer hun. Vi er på vej ind. I receptionen får jeg kun lige sagt mit CPR nummer og “trykken for brystet.” Heidi byder ind med en kommentar; “han er én af de der mænd, der aldrig går til lægen.” Jeg tvivler på at sygeplejesken overhoved når at notere mit CPR nummer, hun griber telefonen og tale med en kollega “Jeg skal brug en ledig hjerteplads …OK.” Hun lægger røret på, rejser sig op, kommer ud på gangen til os og siger “kom med mig.”
Jeg får sat overvågning på mit hjerte, nogle elektroder der er forbundet til et apparat, som måler min puls og sender det til skærmen over min seng. Jeg får taget EKG diagram og blodprøver. Det føles næsten som om det hele foregår på én gang, der er tre sygeplejersker i gang.
Lægen kommer og stiller en masse spørgsmål til mine symptomer, mit forhøjede kolesterol som jeg har været i behandling for i 3 måneder nu. “På en skala fra 0-10 hvor ondt gjorde det i morges da du vågnede? hvor ondt gør det nu?”
Den ene af sygeplejerskene kommer og sætter sig på sengekanten, hun forklarer at de på blodprøverne kan se, at jeg har et enzym i blodet, som udskilles af hjertet når det mangler ilt. Deres vurdering er, at jeg har haft en blodprop i hjertet da jeg vågnede, måske er den der stadig, under alle omstændigheder skal jeg på Rigshospitalet og undersøges. Jeg får sat to venflon drop i, et i hver arm. Det er standard når man skal køre ambulance at man har to, men mine årer vil bare ikke makke ret, efter to mislykkedes forsøg i hver albue ender jeg med at få ét på oversiden af højre hånd og ét på oversiden af venstre underarm.
Lægen kommer også og forklarer at hun har bestilt en kørsel til mig, ind til Rigshospitalet. Derinde på akut hjerteafdelingen, vil de gå ind via min hovedpulsåre, enten i håndleddet eller lysken og føre en wire op gennem pulsåren til hjertet. Jeg vil få indsprøjtet noget kontrastvæske, så de kan se mit hjerte på røntgen og så afgøre hvad der skal ske.
“Nåh, der er de.”
Ambulancefolkene er på plads og skal have mig over på deres båre, de sætter også overvågning på mig. To paramedicinere er også dukket op, det er to læger, der kører lige efter os i deres egen bil. Turen fra Hillerød hospital til modtagelsen på Rigshospitalet er 37 km, det tager 13 minutter. Heidi sidder med hos ambulanceføreren. De kører med fuld udrykning og det ekstra hidsige horn oveni når trafikken ikke skiller sig hurtigt nok. Heidi fortalte at de kørte 160km/t det meste af tiden på motorvejen.
De to paramedicinere følger med op hele vejen helt op til operationsstuen, hvor rigshospitalets læger tager over.
På det her tidspunkt er jeg på 0 på smerteskalaen, min trykken for brystet er væk igen, måske er der stadig et snert af et ubehag, men jeg føler mig bestemt ikke decideret dårlig. Jeg går selv fra ambulancefolkenes båre og over på operatingsbordet.
Allerede inden jeg ligger ordentligt til rette er en sygeplejerske i gang med at forklare mig hvad der skal ske, mens en anden er i gang med at desinficeret mit håndled, og en tredie er ved at fjerne min bukser.
“Vi går ind via håndleddet, du bliver ikke bedøvet udover en lokalbedøvelse der hvor vi skal ind. Og så får du en lille smule beroligende. Der kommer et lille prik nu.”
Kirurgen hilser på mig. Fortæller at hun er klar til at gå i gang.
Jeg kan mærke wiren som den passerer albuen og skulderen. Det rumstere, det er ubehageligt, men det gør ikke ondt. Der går noget tid, jeg mærker stadig kun wireren og albuen og skulderen. “Er I forbi skulderen?” spørger jeg.
Kirugen svarer “Ja vi har allerede været oppe i hjertet nogle gange. Du har en blodprop i hjertet som vi sætter en stent i, og så har du endnu en forsnævring, som vi også sætter stents i nu vi er her”.
En stent er et lille metalgitter som ligger uden om ballonudvidelsen, så når ballonen trækkes ud, bliver gitteret tilbage og holder udvidelsen på plads.Pludselig, som jeg ligger der, kan jeg mærke den sammen trykken for brystet igen, koldsveden pibler frem. “Nu får jeg det dårligt igen” siger jeg. Den ene af sygeplejerskerne forklarer mig, at der under selve udvidelsen af ballonen bliver der lavet en prop, som hjertet reagerer på, men det er kun kortvarigt indtil de trækker den ud igen.
Efter operationen fik jeg de her to røntgenbilleder af sygeplejersken.
På billedet til venstre, i området market med rødt, er den ene af de tre store kanspulsårer blodårer der forsyner hjertet med ilt lukket til af en blodprop. På billedet til højre ses det samme område få minutter senere, hvor blodproppen er fjernet og det indsnævrede område udvidet med ballon og sikret med stent.I dag, den første i mit nye liv, er jeg bare blevet overvåget, jeg får taget blodprøver, EKG og målt blodtryk.
De fortæller mig at den ene af mine kranspulsårer stadig er helt lukket til. Det er ikke en blodprop, men en indsnævring, som er sket over længere tid. Hjertet har selv dannet en net af alternative forsyningsåre til denne gren af mit hjert fra den højre side - hjertet har lavet sin egen bypass.
Men det skal også fixes, så enten skal der en stent mere i dér også, eller også skal jeg have en bypass operation. Det kommer til at gå nogle måender før de vil foretage den operation.
Resten af livet kommer til at stå på blodfortyndende og kolesterolsænkende medicin hver dag. Og motion og sund kost - hver dag.
Det er er brat opvågnen, til et nyt liv.
Læs også min blog om den videre færd, og de otte mellemliggende uger der gik, indtil jeg fik min anden hjerteoperation: “Jeg har ikke lyst til at dø”