By: potus
On: Wednesday, December 24. 2014
Tags: | Jul | Kerala in India | Cochin |
Jul i Cochin
I aften er det juleaften, Den første sne er allerede faldet - Bare ikke her. Vi er i Cochin, en millionby i Kerala, Indiens sydligste stat. I går tog vi den store tur rundt i byen og så alle turistfælderne. I dag er vi derfor helt uden forpligtelser.
Det viser sig at Cochin i år er hjemsted for en stor kunst biennale, og byen kan derfor, udover alle sine UNESCO kurturarv seværdigheder fra den allertidligste kolonitid, også byde på en mangfoldighed af kunstudstillinger spredt ud over hele byen.
Set fra en standard turists perspektiv, så er det den del af Cochin som hedder Fort Cochin der er interessant. Vores hotel ligger på Vypin island, som er en ø der ligger umiddelbart nord for Fort Cochin.
Mellem Fort Cochin og Vypin er der to ramponerede færger som sejler i pendulefart frem og tilbage, selve overfarten tager bare 5 minutter. Færgen er konstureret, eller vel snarere ikke-konstrueret på en sådan vis, at alle biler skal bakke ombord på færgen, når de er på plads komme alle motorcyklerne ombord og derefter fodgængerne. Ideen er tydeligvis bilerne skal først af, derefter skal motorcyklerne så køre ned agter på færgen og rundt om færgens førerhus og vende, for så at køre ud.
Med det virker ikke.
Alle motorcyklisterne, synes at den tur ned på skibets agterende er så lang og urimelig at de hellere vil vende om og komme først ud. Problemet er blot, at det faktisk ikke er særlig nemt at vende en motorcykel, når man står tæt sammen op ad 50 andre motorcykler, der ligesom en selv er ved at vende, og det på et sted hvor der faktisk ikke er plads til det. Så de kæmper og vender og skubber og gasser op og vender og til sidst slipper den første fri, så to mere, så fem, så en enkelt bil, og så er der hul.
Der er naturligvis også “kombardo” mænd på færgen, men de blander sig ikke i hvordan folk kommer af færgen - kun hvordan de kommer på.
For at komme til Fort Cochin skal vi altså først køre tuk tuk ca 3 km til færgen og så over med den. En færgebillet koster 3 rupee, det vil sige vi kommer alle fem over for halvanden krone. Det er vist billigt, selv efter indisk målestok.
Denne julemorgen - den 24 december - tager Niels, Marie og Ulrich alene afsted ud i byen og Heidi og jeg tager tilbage til det jødiske kvarter, et område som vores tuk tuk-fører fra i går kaldte for magic market. Hvis man køber et sølvsmykke, så bliver det, helt magisk, til messing efter noget tid og hvis man køber en grøn kjole, så vil den, helt magisk, skifte farve når den er blevet vasket.
Vi går på kunstudstillinger og finder også et snedkerværksted, som viser sig også at være et museeum, med samlinger fra gamle templer. Men i modsætning til et traditionelt museum, så er de udstillede genstande her faktisk til salg. Jeg tror ikke det er dem alle der er gamle.
Det er ikke den rigtige juleaften i aften.
Hernede i Kerala er hovedparten af befolkningen kristne katolikker. Så julen starter i nat med midnatsgudstjenester og først i morgen aften holder de lokale fest. Men som danskere er det naturligvis i aften at jesusbarnets fødsel skal fejres.
Vi har booket bord på Fusion Bay som er den resturant på Tripadvison, der har scoret højst i Cochin. Selve resturanten ser ikke ud af noget særligt. Der en 5 vifter i loftet som kørere med overclocked hastighed. Dækkeservietterne af papir blafrer højlydt i stormen. På et tidspunkt spørger vi tjeneren om man kan skrue lidt ned, men sådan en vifte er ikke så sofistikeret. Enten er den tændt eller også er den slukket, og den her bliver ikke slukket - så tomme vandflasker og sodavandsdåser vælter rundt på bordet.
Selv om vi er godt forvent fra de første fem dage i Dewalokam. Så lever maden fint op til vores forventninger, måske lige med undtagelse af en hovedret som Marie og jeg deler, det var et lidt for tørt stykke marineret og grillet tun, men alt andet er virkelig fint.
Det var så den juleaften.
Herefter er det bare hjem med færge og tuk tuk. Vi er stadig friske og klare i hovederne, ingen af os har fået så meget som en dråbe alkohol, det bruger man slet ikke på restuaranterne hernede i Kerala.
Den rigtige juleaften
Dagen efter, den 25. december, er det jul i Kerala. Jeg har fået aircondition syge og har ondt i halsen og en næse der bare løber. Ulrich er også mest til at ta’ en stille første juledag med en bog, så det er bare Marie, Niels og Heidi der tager den sædvanlige tuk-tuk-færge tur til Cochin. Niels kobler sig tidligt fra de to andre og tourer rundt i Cochin på egen hånd i tuk tuk. Marie og Heidi går på kunstudstilligner.
Vores hotel på Vypin island ligger i et relativt fattigt kvarter, som primært er befolket af de lokale fiskere. Her er absolut ingen turister eller attraktioner. Fra hovedvejen går der en grusvej ind i baglandet, ca 150 meter langs simple huse, der typisk bare har et enkelt rum og måske et køkken. For enden af vejen er der en bom og et vagthus, her sidder der en mand i uniform og betjener bommen for hotellets gæster.
Hotellet er hvidmalet, 3 etager højt, det ligner en kæmpestor villa. Foran er der kunstig sø med vandcykler, en lille pool, legeplads, basketball bane. Det er ikke ligefrem noget der blender ind i miljøet her i det fattige fiskerkvarter. Det ligner mere Swan and Dolphin hotel i Disneyworld som vi besøgte i Florida.
Personalet her er uniformeret, helt utroligt hjælpsomme og smilende og i receptionen rejser de sig op fra stolene så snart man kommer ind igennem metaldetektoren - som naturligvis bipper hver gang går igennem den, uden at nogen synes at det er værd at notere.
De har en ting med metaldetektorere herende.
I aften er der fest på hotellet. Programmet siger 7:00pm til 10:00pm og middagen kan ikke fravælges. Alle som bor på hotellet den 25 december betaler 500 rupees (ca 50 kr) for at være med. Det er en kæmpe buffet, to live bands og fyrværkeri.
Personalet har pyntet op på basketballbanen hele dagen. Hele hotellet, vagthuset, træerne langs søen, faktisk alting som er højere end 2 meter er pakket ind i lyskæder i hvide, blå og røde lys.
Det er en stor fest, ingen tvivl om det.
Vi lærte under vores ophold på Dewalokam, at tid og aftaler er noget som indere passer meget nidkært. Det viser sig dog, at det ikke er et generelt indiske fænomen, men nok snarer snævert releatert til Sinta og Jose på deres homestay. Men vi tropper naturligvis op klokken 7, sharp. Bortset fra et ældre engelsk ægtepar er her ikke et øje.
En af hotellets ansatte fortæller os, at det først er klokken 7:30pm. “Jamen programmet siger 7:00pm” indvender vi. Den glade inder forklarer os, at det er sådan man gør i indien, man inviteret til 7:00 hvis man gerne vil have at folk kommer klokken 7:30. Så men skriver 7:00 men mundtligt giver man beskeden at det er 7:30 der er det rigtige tidspunkt.
Lidt besværligt måske, i hvert tilfælde indtil man lige har lært det.
Det viser sig, at det nok ikke er en halv men snarere en hel times tid man skal regne som margin. Foruden de to englændere der sidder og stritter ligesom os selv, så kommer der ikke et øje før klokken er 3 minutter over otte. Ti minutter i otte blev selv personalet nok været lidt utålmodige så de skruede op for musikken, som for at sende det signal til gæsterne, som måtte forventes at sidde på deres hotelværelser og kigge ned på den fest, som de var inviteret til, men som ikke var startet endnu, at “nu må i gerne komme”
De skruede vel at mærke - Helt op!
Så gæsterne på deres hotelværelser kunne ikke længere være i tvivl.
Musikken er et tekno mix, jeg tror det er hjemmelavet af det band der skal tage over på lydsiden lige om lidt, det er bidder af Rihanna krydret med noget som måske er et standard riff fra et keyboard. Ikke stor kunst. Men det bliver der rigeligt kompenseret for med volume knappen
Så nu sidder der er altså et engelsk ægtepar, de er nok begge omkring 75 år, de sidder klinet op ad en højtaler som spiller så højt at den forvrænger. De to englændere ser sure ud - meget sure.
Vi andre er ved at knække sammen i et grineanfald. Det er en grotsk komisk situation. Niels skriger af sine lungers fulde hals “DET TEGNER TIL TIL AT BLIE EN RIGTIG HYGGELIG FEST”, men jeg tror kun det er mig, der sidder ved siden af ham der hører det.
Til sidst rejser Marie sig op og griber fat i en af tjenerne og beder dem om at skrue ned, og næremst som om at det var præcis dét de ventede på slukker de øjeblikkeligt for musikken - og bandet begynder at synge.
Bandet består af en keyboard spiller og en sanger. Ham på keyboard ligger ud med at prøve at ramme tonerne til jingle bells, men det lykkes ikke. Jeg tror dybest set slet ikke at han kan spille på et tangent instrument. Jeg tror han blot er ham der programmer keyboardet. Han giver også relativt tidligt op og starter på det forudprogrammerede repetoire. De synger alt lige fra Enrique Ingleses I can be your hero til Pink Floyds Hey you.
Entusiasmen og engagementet i bandet overskygger talentet.
Det er en fantastisk oplevelse at holde jul på den her måde. Maden smager fint, det er klassikes indiske retter, til dessert er der en plum cake kagemand pyntet som julemanden. Det hele er overstået på en time, så begynder de første gæster at forlade området igen.
KLIK på billedet nedenfor og se en lille videosnas fra vores julebal!
Sådan holder man jul i Kerala. Det er langt fra Disneys Chip og Chap i sneen og det er lang fra Danmark.
I morgen skal vi videre med toget til stranden ved Kowalam.