Et blindt øje til AI — fører til samfundsstrukturel systemfejl

Der virker til at være generel enighed blandt de politiske partier om at en uniform kilde til velfærdsstatens success er… “Vi må øge arbejdsudbuddet!” Logikken er, at samfundskagen skal være større, så vi kan beskatte flere lønmodtagerindkomster, så folk bruger flere penge og dermed betale mere i MOMS på varer.

Ifølge de nyeste tal (herunder Skatteøkonomisk Redegørelse 2025) ser fordelingen af statens samlede skatteindtægter (2025-skøn, ca. 1.345 mia. kr.) således ud:

💰 Indkomstskat: 52% (Inkl. bundskat, topskat og kommuneskat)
🛒 Moms: 21% (Afgiften på vores allesammens forbrug)
🛠 Arbejdsmarkedsbidrag: 9% (Den flade skat på 8% af al løn)
🏢 Selskabsskat: 9% (Skat på virksomhedernes overskud)
🚗 Øvrige afgifter: 9% (El, benzin, tobak, biler og ejendomsskat)

Den skrøbelige samfundskonstruktion som entydigt “går efter” lønarbejde og MOMS betyder at: ~82% af statens indtægter er direkte afhængige af, at folk er i arbejde og har en løn at (for)bruge med MOMS indtægter til følge! Så det er klart at politikerne messer som et mantra:

“Vi må øge arbejdsudbuddet”

AI — og samfundskagen

AI er på få år modnet fra blot at være undeholdende chat bots til at fungere som overbevisende problemløsere i Agentic mode (agere selv, uden styring) og vi står nu på tæsklen til at release AGI — Artificial General Intelligence.

Udviklingen i AI revolutionen følger ikke en lineær kurve, men en stejl eksponentiel kurve. Et konservativt gæt på hvordan fremtiden tegner sig kunne være:

2023-2025 “Prompt Era”: AI var som en lærd papegøje. Den svarede kun, når man talte til den. Den kunne skrive et digt eller opsummere en PDF, men den kunne ikke “gå i gang” med et arbejde selvstændigt.

2026-2027 “Agentic Era”: (Der hvor vi er nu) AI er ikke længere bare en chatbot, men agenter, der kan planlægge og udføre komplekse opgaver over dage (f.eks. kode en hel app eller køre en marketingkampagne autonomt).

2028-2029 Teknisk Artificial General Intelligence (AGI): Mange førende laboratorier (OpenAI, Anthropic, DeepMind…) forventes at demonstrere systemer, der matcher eller overgår menneskeligt niveau på tværs af alle kognitive opgaver, inklusive ræsonnement og videnskabelig opdagelse.

2030-2032: Almindelig AGI tilgængelighed: Her bliver AGI hverdagseje. Det er integreret i operativsystemer og virksomhedsstrukturer. “The Rise Of The Machines”

April 2026 — Anthropic har netop valgt at tilbageholde deres fulde Claude Mythos-model fra offentligheden. Begrundelsen gik på, at modellen viste sig at være så god til at finde og sammenkæde ukendte sårbarheder i alt fra browsers til kritisk infrastruktur, at de vurderede, det ville svare til at give alle en digital atombombe. Samt at den udviser en evne til autonom planlægning, som vi ikke har set før. Den “gætter” ikke bare ord; den lægger strategier.

Måske var Anthropic’s nylige udmeldingen omkring Claud Mythos et hoax — eftersom ingen andre end Anthropic endnu ved hvad Claude Mythos kan er det stadig muligt — nogle uger endnu — at afskrive det som en hype og marketingspekulation. Men det er overvejende sandsynligt at tidsforudsigelserne ovenfor er meget konservative.

Agentic AGI rammer os måske allerede i 2026.

Arbejdsudbuddet stiger, men AI gør balancen på arbejdsmarkedet skæv

…og samfundskagen bliver samlet set mindre.

I økonomisk forstand er arbejdsudbuddet det samlede antal timer, befolkningen stiller til rådighed for arbejdsmarkedet. Forholdet mellem udbud og behov, kaldes balancen på arbejdsmarkedet. Hvis udbuddet stiger, uden at efterspørgslen følger med, får vi ubalance og arbejdsløshed.

At øge arbejdsudbuddet giver kun mening i en tid med efterspørgsel på arbejdskraft. I tider med arbejdsløshed vil det være som at hælde vand i et allerede fyldt kar.

Det er komplet uforudsigeligt hvor mange velbetalte vidensarbejdere, som reelt vil blive arbejdsløse med Agentic AGI men det er mest realistisk, at der vil være tale om mange mennesker. Vel at mærke mennesker i fag som vi hidtil aldrig før har forbundet med arbejdsløshed, mennesker med de højeste indkomster i vores samfund, som driver de store indtægter til staten på lønarbejde og det store forbrug og dermed MOMS-indtægter.

Mange virksomheder har allerede gjort tiltag til afskedigelser begrundet i AI og mange andre er stoppet med at tage junior- og studentermedarbejdere ind. Aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet starter allerede i 40’erne.

Politisk “automat-tænkning” vender det blinde øje til AI-revolutionen

Dansk politik kører i høj grad kører efter en model, der blev støbt i 90’erne og 00’erne. Logikken er:

Vi mangler hænder til velfærd og produktion → vi skal have folk til at arbejde mere og længere → det skaber vækst.

Den blinde vinkel: De fleste økonomiske modeller (som dem Finansministeriet bruger) antager, at teknologi skaber flere job, end den nedlægger. Det skete under industrialiseringen, og det skete med computeren, internettet, SoMe…. Men Agentic AI er anderledes, fordi den ikke bare er et værktøj, men en “kollega”, der kan udføre autonomt arbejde.

Akademisk arbejdsløshed: Hvis AI overtager opgaverne for vidensarbejdere, risikerer vi as stå med en overkapacitet af højtlønnede vidensarbejdere. I det scenarie vil politiske tiltag for at øge udbuddet (f.eks. ved at skære i dimittendsatsen eller hæve pensionsalderen) være uden effekt — overhovedet.

Risikoen, eller blot potentialet for AI-induceret massearbejdsløshed fylder meget lidt i den politiske debat. Hvorfor reagere Politikerne ikke?

Forsinkelse i data: Politikere reagerer på statistikker, og indtil videre er beskæftigelsen rekordhøj. De ser røgen (AI-nyhederne), men de ser endnu ikke branden i arbejdsløshedstallene — endnu.

Uforudsigelighed: Ingen ved præcis, hvornår Agentic AGI knækker koden til at erstatte hele arbejdsflow. Det kan forekomme nytteløst for en gennemsnitspolitiker at føre politik på noget, der måske sker om 2 eller 7 år.

Strukturelt håb: Man lukker øjnene og håber på, at de overflødige akademikere kan omskoles til de sektorer, der i dag skriger på folk. Men aldersdiskrimination og lønnedgang er enorme barrierer, som kommer til at ramme som trafikuheld i høj fart. Desuden er det i høj grad i offentlige (omsorgs)erhverv der mangler folk. Det er traditionelt arbejde der skal betales af det offentligt — altså en stor samfundskage.

Uddannelsepolitik fra 00’erne

Hvis man tror på at arbejdsløshed aldrig vil indtræde igen, så er det at øge arbejdsudbuddet er helt sikkert en farbar løsningen til vækst. Så virker det logisk at holder det politiske system fast i en strategi, der har været dominerende siden 00’erne — “Uddannelse er svaret på alt vækst.”

Politikerne har historisk set, betragtet uddannelse som en forsikring mod arbejdsløshed. Logikken er: Jo højere uddannelse, jo mere immun er du over for automatisering. Men AGI vender denne pyramide på hovedet:

Før: Robotter overtog det manuelle arbejde (løsning: mere akademisk uddannelse).

Nu: AI overtager det kognitive arbejde. Det betyder, at staten lige nu investerer milliarder i at uddanne folk til funktioner, som en AGI-agent kan udføre hurtigere og billigere, før de studerende overhovedet er færdige med deres uddannelse.

Kompetence-mismatch

Vi ser allerede nu i 2026 et voksende skel:

Høj efterspørgsel: På folk der kan udføre opgaver, der kræver fysisk tilstedeværelse og høj menneskelig empati (velfærdens kerne).

Overskud: På den klassiske akademiske vidensarbejder, der lever af at indsamle, analysere, udvikle og formidle information – præcis det, AI gør bedst.

Det største problem med “uddannelse som løsning” er hastigheden:

Det tager 5-7 år at producere en akademiker. Men En AI-model fordobler sin formåen på 6-12 måneder.

Politikerne fører en “lineær politik” i en “eksponentiel verden”.

Systemfejl i dansk politik

Der er en overhængende risiko for, at vi bliver ofre for en systemfejl i dansk politik. Mens Christiansborg kæmper for at skaffe flere hænder til den “gamle” verden for at øge sine indtægter og bage en større samfundskage, gennem af føre en bedaget arbejdsmarkedspolitik og uddannelsespolitik. så kan AI være i gang med at gøre titusindvis (hundredetusindvis?) af hænder overflødige i den “nye” verden — bare i Danmark.

Hvis vi ender i et scenarie med høj ufrivillig stigning i udbuddet altså arbejdsløshed blandt vidensarbejdere, vil diskussionen på et tidspunkt skifte fra “hvordan får vi folk til at arbejde mere” til “hvordan finansierer vi et samfund, hvor maskinerne laver arbejdet” (f.eks. borgerløn eller robotbeskatning). Men der er vi slet ikke i den nuværende politiske debat endnu.

Er det en reel bekymring? — Hvad tror du?

Hvordan ser den verden vi er på vej ind i ud? Er mine antagelser blot dystopiske,konspiratoriske over-bekymrede forestillinger, eller tror du der er hold i noget af det?

Det vil være dejligt hvis du giver dit besyv med i kommentarerne eller på LinkedIn